|
Nyhedsbrev 1 - september 2008
Følelser som drivkraft i organisationen
Det er med stor glæde og masser af mod på fremtiden, at jeg medio september 2008 er startet som selvstændig konsulent og coach.
Det er min hensigt at udsende nyhedsbreve, når jeg har noget på hjertet eller er optaget af et specifikt tema. Mit håb er, at det vil starte refleksioner blandt modtagerne, der måske resulterer i lidt ping-pong-korrespondance.
Det tema, der har optaget mig mest de sidste par uger, er følelsernes betydning for arbejdsklimaet.
Min nysgerrighed blev vakt søndag d. 10. august, da jeg læste en artikel i JP af journalist Eva Andersen med overskriften: ”Hvem siger, det skal være rart at arbejde?”
Manchetten – eller underoverskriften, fortsætter: ”Et konfliktfyldt konkurrencepræget arbejdsklima kan sagtens føre til gode resultater, set med arbejdsgivers øjne. For megen hygge og venskabelighed kan være ensbetydende med stilstand.” – citat slut.
Artiklen beskriver en undersøgelse, som professor Børge Obel og lektor Dorthe Døjbak Håkonsson fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet har lavet i samarbejde med professor Richard Burton Duke University i USA.
Ultrakort konkluderer forskerholdet, at det afgørende er, at organisationens klima passer til den situation, virksomheden befinder sig. Et ”rart” klima er dermed ikke en betingelse for, at man skaber gode resultater.
I forlængelse af dette projekt har forskerne fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet indgået et samarbejde med et hold hjerneforskere – også fra Aarhus Universitet. De vil undersøge, hvad der sker mellem mennesker i en gruppe, når de træffer beslutninger sammen. Projektet foregår i samarbejde med danske virksomheder.
JP´s artikel er vinklet fra arbejdsgiverens position jf. teksten i manchetten, og som konsulent med sloganet ”udvikling i praksis” er jeg nysgerrig på, hvordan artiklen mon ville se ud fra medarbejderpositionen.
Den franske filosof Michel Foucault udtrykker i forenklet form, at ”magten ligger i relationen”, og relationsarbejde er tæt forbundet med det følelsesmæssige. Vi bliver gift på grund af følelser – og skilt på grund af dem. Man forlader et job på grund af følelser og siger ja til et nyt, når mavefornemmelsen siger god for det.
Netop på grund af dette magtbegreb er jeg meget optaget af følelsernes eller relationernes betydning for organisationsklimaet. Hvordan transformerer vi i praksis det rationelle magtbegreb til det systemiske selvstyringsbegreb i paradigmeskiftet fra magtbaseret til værdibaseret ledelse?
En ønskeopgave kunne være at arbejde med udfordringerne:
Hvordan understøtter lederen bedst medarbejderen, så skarpheden, modet og arbejdsglæden bliver til en vedvarende energikilde for kontinuerlig udvikling?
Hvordan får lederen forpligtelsen til selvevaluering på banen som en naturlig følge af den selvstyrende medarbejder?
”Lige børn leger bedst, men skaber ingen forandring”
Lars Goldsmith |